Aarhus Universitets segl

Bent Hansen om projektet

Man nedbryder barrierer begge steder

I Region Midtjylland viste en række analyser, at mange små og mellemstore virksomheder var gode til at samarbejde med kunder, leverandører og medarbejdere omkring innovation, men at kun få samarbejdede med videninstitutioner. Samtidigt kunne man se, at virksomheder, der indgår i samarbejde med videninstitutioner, opnår højere vækst end andre virksomheder. Dette var en af grundene til, at man startede projektet Genvej til Ny Viden.

”Vi vil gerne opnå, at vores virksomheder bliver mere robuste for at klare konkurrencen ude i den store verden. Det kræver én bestemt ting; innovation. Det er muligt, at man som virksomhed har nogle rigtig gode produkter og man er på et godt marked lige nu, men selv dér skal man hele tiden udbygge og styrke sin position og innovere. Det kræver, at vi bringer den akademiske viden fra videninstitutionerne ud i de små og mellemstore virksomheder,” siger regionsformand Bent Hansen.

 At nedbryde barrierer 

Man var klar over, at det ville kræve en særlig indsats at skabe samarbejde mellem virksomheder og forskere. Regionen valgte derfor Aarhus Universitet til at administrere projektet, da man ønskede at det faglige miljø skulle være tæt på det administrative.

 ”At få erhvervslivet og den akademiske verden til at kende hinanden og udnytte hinanden langt bedre kræver jo, at man nedbryder barrierer begge steder. Fordi dét at få en akademiker ind i en lille eller mellemstor virksomhed, det vil være helt nyt for nogle. Og det at få en akademiker, som måske har set sig selv i en stor offentlig virksomhed, ud og arbejde i projekter eller direkte med ansatte i små og mellemstore virksomheder, det vil også være nyt for dem. Så her ligger fremtidige arbejdspladser for os, hvis man får det her til at lykkes,” fortæller Bent Hansen

Forventning om økonomisk vækst

Med projektets afslutning i 2014 er det også tid for Region Midtjylland at evaluere indsatsen. Efter en positiv midtvejsevaluering har regionen store forventninger til effekten af projektet.

”Virksomhederne har selv givet udtryk for, at de har særdeles store forventninger til resultaterne af deres deltagelse i projektet. Vi følger op på den dels ved at spørge virksomheder om deres innovationsaktiviteter  hhv. 1 og 2 år efter projektet og ikke mindst spørge til deres økonomiske udbytte af projektet. Men jeg forventer også, at rigtig mange virksomheder har fået ”blod på tanden” og mod og lyst til at fortsætte samarbejdet med videninstitutionerne. Genvej til Ny Viden må gerne danne skole for nye initiativer på nationalt niveau. Netop nu er vi i gang med et fælles eksperiment med Innovationsfonden, hvor vi kombinerer forskellige virkemidler til vidensamarbejde for bl.a. at undersøge, hvordan facilitering kan øge virksomhedernes udbytte af en Videnkupon,” siger Bent Hansen.